I mit liv som yogalærer giver jeg meget af mig selv. Jeg uddanner mig med tanke på at hjælpe andre mennesker. Jeg tænker på hvilken gruppe jeg skal undervise og forbereder mig herefter. Jeg møder børn, unge og voksne med smil og varme. Selv når jeg er træt eller svære begivenheder påvirker mit privat liv synes jeg at have overskud til mine yogaelever.
Grunden dertil er at jeg selv bliver mødt af smil, varme og energi. Jeg fornemmer ofte, at dem jeg underviser, går igennem en svær tid. Det kan være teenagere, der er ved at forlade deres magiske barneverden og børnekrop, og er på vej ind i en forvirrende tid mellem barn og voksen.
Voksne der føler sig stressede over livet, arbejde, penge eller familiesituationer. Ældre mennesker, der mærker at kroppen ikke er så stærk og smidig som før. Tab og sorg over ægtefæller og nære familiemedlemmer eller venner.
Der foregår en udveksling af energi i hver eneste yogatime. Energien fortsætter efterfølgende og jeg kan sidde og smile for mig selv når jeg tænker på de mennsker hvis hjerter jeg rører og de rører mit.
En skøn pige på 12 år, spurgte forleden om hun måtte står for afspændingen til Aerial yoga. Hun talte om hvordan energier og farver udsprang fra kroppens kerne, hvordan de blandede sig i rummet med de andres energier. Hvordan du gemmen smil eller øjenkontakt med andre mennesker giver en del af dig til andre. På elegant vis guidede hun energien og farven tilbage til hvert eneste barn, der lå i slyngerne og lyttede til hendes stemme.
Det var så rent, smukt og fint og kom lige fra hjertet. Pigen havde helt sikkert lyttet til alle de gange jeg havde guidet hende og holdet og lavet sin egen fortolkning. Jeg var så stolt af hende og blev virkelig varm om hjertet.
Derfor er yoga så dejligt ♥
Indlæg af: Lotte Barrett v.Barrettyoga